fbpx

Undvigende tilknytning i parforholdet

Undvigende tilknytning

Har du det svært med romantiske relationer? Får nærhed og intimitet dig til at skabe afstand og lukke ned? Føler du en lettelse, når du bryder kontakten med en potentiel partner? Synes du, at følelsesladede og dramatiske personer er irriterende? Foretrækker du at arbejde alene? Hvis du kan svare ja til disse spørgsmål, har du formentligt en afstandstagende og undvigende tilknytning.

Den undvigende tilknytningsstil er også kendt som ”skildpadden”, idet personer med denne tilknytningsstil trækker sig ind i sig selv i pressede eller intime situationer. Op mod 20% af befolkningen har denne tilknytningsstil, og det er ofte mænd.

Derfor bliver tilknytningsstilen utryg, undvigende og afvisende

Dine forældre har været afvisende og fraværende eller påtrængende og kontrollerende, hvilket har fået dig til at trække dig som barn. Din primære tilknytningsperson har været følelsesmæssig utilgængelig. Måske har dine forældret været fraværende i kraft sit arbejde eller overkontrollerende i kraft af usikkerhed.

Som barn har du højst sandsynligt været meget selvstændig, stille og genert. Du har fra en tidlig alder lært at være selvforsynende og minimere dine følelser og behov, da dine forældre ikke kunne rumme dem, har afvist dig eller reageret vredt og kritisk. Du har følt dig ignoreret og ikke god nok, og derfor har du som barn valgt at lukke ned for følelserne og søge afledende lege for at håndtere den manglende følelsesmæssige kontakt.

Den undvigende tilknytning i voksenlivet og kærlighedsrelationer

Hvis din tilknytningsstil er undvigende er du ofte en vellidt person, der er ambitiøs og ordentligt. Men i kraft af dine erfaringer fra barndommen har du svært ved at komme i kontakt med og udtrykke dine følelser og behov. Du oplever generelt mennesker som afvisende eller påtrængende i pressede situationer, og du benytter to af følgende strategier i dine relationer: 1) du holder afstand eller 2) tilpasser dig og ”pleaser”.

Du kaster dig gerne over dit arbejde, hvor du sandsynligvis er produktiv og har stor succes. Her fokuserer du på mål, resultater og opgaver frem for samarbejde og sociale relationer. Du bryder dig ikke om at være afhængig af andre og ønsker at klare tingene selv, hvorfor din leder eller dine kollegaer ikke skal blande sig for meget.

I parforhold oplever din partner dig typisk som fraværende, afvisende og følelseskold. Du skaber ubevidst en afstand og distance i relationen, og du har svært ved at udtrykke følelser og kærlighed. Du finder typisk sammen med en person, der har en ambivalent tilknytning, der virker omklamrende, dramatisk og følelsesladet.

Du tager afsæt i dine tanker, og du finder forklaringer ved at rationalisere og intellektualisere. Udfordringen for dig er, at du har svært ved at åbne dig følelsesmæssigt over for andre – og du har generelt svært ved at lade en partner komme tæt på. Derfor lever du typisk alene, og du har muligvis aldrig haft et langvarigt parforhold. Fra en tidlig alder har du lært at klare dig selv, og du har relativt nemt ved at forlade et parforhold. Når du dater er du kritisk og har ofte travlt med at finde fejlene hos en potentiel partner.

Som single idealiserer og drømmer du om hele den romantiske pakke, men når det kommer for tæt på og bliver en mulighed, trækker du dig ubevidst, idet du har svært ved at håndtere nærheden. Du ender altså med at være kølig og afvisende over for en potentiel partner.

Tilknytning er dynamisk

Som jeg skrev i artiklen Tilknytning og parforhold grundlægges dit tilknytningsmønster og dine relationelle strategier i barndommen, men de er dynamiske størrelser, der påvirkes af dine oplevelser og erfaringer hele livet igennem. Derfor kan du forandre og udvikle din tilknytningsstil, og du kan lære at blive mere tryg. Når du bliver mere tryg, får du det bedre med dig selv, og du opbygger nemmere harmoniske og kærlige relationer.

Når du bliver klogere på dig selv og din fortid, får du også mulighed for at ændre din adfærd og dine mønstre. Til tider kræver det hjælp fra en terapeut, da det er hårdt arbejde at opnå indsigt samt at bryde indgroede tanker og mønstre. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller ønsker rådgivning.

5 gode råd til dig med undvigende tilknytning:

  • Accepter at du har et grundlæggende behov for nærhed og intimitet
  • Øv dig i at mærke og tale om dine følelser og behov med dine nærmeste
  • Skab større tillid til andre mennesker ved at søge hjælp, støtte og råd
  • Fokuser på mulighederne og de positive egenskaber ved en romantisk partner
  • Undersøg din fortid og relationen til dine forældre

Læs også:
Når utroskaben rammer
Tilknytning og parforhold: Flygter eller klæber du?
De 3 typiske konfliktmønstre i parforholdet
Tryg tilknytning
Ambivalent tilknytning
Single: Hvorfor er kærligheden så svær?

Kilder:
Heller, Diane Poole (2019): The Power of Attachment: How to Create Deep and Lasting Intimate Relationships, Sounds True, Canada
Josefsson, Dan og Egil Linge (2008): Kærligheden – Fra første øjekast til et varigt forhold, 1. udgave, 8. oplag, 2019, Borgens Forlag, Gyldendal, Danmark
Kragelund, Connie (2011): Kærlighedens vildveje, 1. udgave, 2. oplag, Forlaget Go’ Bog, Danmark