Langt de fleste par vil opleve en krise eller flere i løbet af et langt samliv. En krise i parforholdet behøver ikke at være enden – tværtimod kan den blive en ny begyndelse.
Som parterapeut møder jeg mange par, hvor en krise udløser chok, ubehagelige følelser, bekymringer, tvivl og søvnløse nætter. I denne artikel vil jeg beskrive nogle af de typiske årsager, reaktioner og muligheder for at finde en vej videre.
For selvom det måske ser sort ud lige nu, så kan en krise i parforholdet blive startskuddet på et mere bevidst og kærligt parforhold.
Krise i parforholdet
En krise i parforholdet kan defineres som en periode, hvor forholdet udsættes for en så markant belastning, at det udfordrer både den enkeltes trivsel og forholdets stabilitet. Det påvirker ofte parrets psykiske og fysiske helbred, og det kan være svært at få hverdagen til at fungere.
En krise opstår typisk, når én eller begge parter oplever, at forholdet ikke længere lever op til deres behov, eller når en væsentlig ydre eller indre forandring skaber ubalance i relationen. Det kan være utroskab, løgne, sygdom eller psykiske udfordringer som stress eller en midtlivskrise.
En krise i parforholdet kan opstå hurtigt eller udvikle sig over tid, men fælles for de fleste kriser er, at de kræver en indsats og ofte også refleksion eller støtte udefra for at kunne overvindes.
Reaktioner og tegn på, at du oplever en krisesituation:
- Fysisk og følelsesmæssig uro
- Træthed, dårlig søvn eller søvnløse nætter
- Manglende intimitet og kontakt
- Hyppige konflikter eller følelsesmæssig distance
- Manglende fælles glæde og engagement
- Chok
- Angst og tankemylder
- Grådlabilitet
- Sorg
- Nedtrykthed og tristhed
- Manglende appetit
- Irritation og vrede
- Tomhedsfølelse og ensomhed
Hvad udløser en krise i parforholdet?
Som parterapeut ser jeg ofte, at den største udløser af en krise i parforholdet er utroskab. Det kan skabe dybe rystelser i relationen og føre til et stort brud på tilliden, som kan være svært at hele. Derudover oplever mange par kriser, når der opstår økonomiske tillidsbrud, som når den ene part gambler med den fælles økonomi eller skjuler økonomiske problemer. En krise kan også opstå, hvis et misbrug eller en afhængighed bliver afsløret.
Jeg møder også par, hvor gamle hemmeligheder eller uudtalte følelser pludselig kommer frem, og det udløser en krise. I andre tilfælde kan en krise være resultatet af, at en af parterne deler tvivl eller utilfredshed, som vækker en stærk reaktion hos den anden. Langvarig forsømmelse af forholdet, kombineret med opslidende konflikter, kan også føre til en krise.
En krise i parforholdet kan have mange årsager, men det hænger ofte sammen med en dyb fornemmelse af svigt, mangel på forståelse eller manglende nærhed.
Læs også min artikel om utroskab.
6 typiske årsager til kriser i parforholdet
1) Utroskab og tillidsbrud: Når tilliden brydes, kan det føre til store følelsesmæssige sår og en dyb krise.
2) Dårlig og manglende kommunikation: Dårlig kommunikation skaber ofte misforståelser og distance, som over tid kan udvikle sig til en alvorlig krise.
3) Kvart- og midtlivskriser, store livsændringer og ydre pres: Livskriser, stress og andre ydre faktorer kan presse parforholdet. Det kan være økonomiske udfordringer, arbejdspres, familieliv, fysisk eller psykisk sygdom eller traumatiske hændelser.
4) Uforenelige mål eller værdier for fremtiden: I løbet af livet udvikler vi os, og vores mål og værdier ændrer sig. Hvis I bevæger jer i forskellige retninger, kan det skabe dybe konflikter.
5) Intimitetsproblemer og manglende lyst: Når intimiteten forsvinder, kan det skabe følelsesmæssig afstand og usikkerhed i parforholdet.
6) Tvivl, skilsmisse eller brud: Når det kommer frem, at en af parterne tvivler på forholdet eller overvejer skilsmisse, kan det skabe stor usikkerhed og angst.
Hvor lang tid varer en krise i parforholdet?
Varigheden af en krise i et parforhold kan variere meget fra par til par. Omstændighederne og jeres håndtering er afgørende for, hvor lang tid krisen varer.
I nogle tilfælde kan en krise være kortvarig og opstå som følge af en specifik begivenhed eller udfordring, som kan løses relativt hurtigt med åben dialog og et fælles mål. I andre tilfælde kan krisen være længerevarende, især hvis der er dybereliggende problemer som manglende tillid, kommunikationsbrister eller uforløste konflikter.
Som parterapeut ser jeg det som min opgave at hjælpe jer med at forstå årsagerne til jeres krise og guide jer til at finde veje ud af den. Nogle par kan komme igennem en krise på få måneder, mens andre kan have brug for længere tid og støtte for at genopbygge tillid og nærhed. Det vigtigste er, at I som par er villige til at arbejde sammen og tage små skridt mod forbedring. Når der er en fælles indsats og vilje til at arbejde på forholdet, er det muligt at komme igennem krisen og komme styrket ud på den anden side.
Hvornår er det tid til at give slip på parforholdet?
Hvornår skal vi gå fra hinanden? Skal vi skilles? For mange opleves en krise som en skillevej: Bliver det en ny begyndelse for parforholdet – eller en afslutning? I nogle tilfælde må I som par overveje, om I ønsker at kæmpe videre og redde jeres parforhold. Det er ikke altid muligt at komme videre sammen, og her må I overveje, om I skal skilles. Måske er det nået dertil, hvor forholdet ikke kan reddes efter mange års negligering af problemerne. For nogle er en skilsmisse uundgåelig.
Læs også: 6 tegn der forudsiger en skilsmisse.
Parterapi kan være en hjælp, når I ønsker en respektfuld og god afslutning på jeres parforhold. Det kan være et fint punktum på jeres samliv og give jer mulighed for at reflektere over jeres tid sammen – både de gode og de svære stunder.
Parforholdskrisen kan være en ny begyndelse
En parforholdskrise behøver dog ikke være enden. Tværtimod kan den blive begyndelsen på et nyt og mere kærligt parforhold, hvis I tør begive jer ud på en udviklingsrejse sammen. Jeg møder mange par, hvor en krise udløser stærke følelser, tvivl og bekymringer, men samtidig giver helt nye perspektiver på tilværelsen. For mange bliver krisen vejen til et dybere og mere kærligt parforhold, og ofte oplever par, at de gennem krisen kommer tættere på sig selv og deres værdier. Nogle par kan endda føle sig nyforelskede, når de indser, hvad de var ved at miste.
I krisesituationer stiller vi ofte os selv eksistentielle spørgsmål. Hvad er meningen med livet? Hvad er vigtigt for os nu? Hvem er jeg?
5 fordele ved parterapi i krisesituationer
Som parterapeut har jeg set, hvordan parterapi kan gøre en kæmpe forskel, når et par står midt i en krise. Det giver mulighed for at bearbejde svære følelser, genopbygge tillid og finde løsninger sammen. Her nævner jeg fem fordele ved at vælge parterapi i krisesituationer.
1) Forståelse og indsigt i hinandens perspektiver
Parterapi giver jer et trygt rum til at sætte ord på de tanker og følelser, som måske ikke tidligere er blevet delt. Med hjælp fra en neutral tredjepart kan I lære at forstå hinandens perspektiver bedre og få indsigt i, hvorfor I reagerer, som I gør. Dette kan være nøglen til at mindske konflikter og skabe gensidig respekt.
2) Bedre kommunikation og konflikthåndtering
Mange par oplever, at dårlig kommunikation er en stor udfordring især under en krise. Parterapi giver jer værktøjer til at kommunikere, så I kan skabe en tryggere kontakt og forståelse i stedet for afstand. I lærer metoder til at håndtere konflikter konstruktivt, så de negative mønstre kan brydes.
3) Opdagelse af dybere årsager og skjulte mønstre
En krise skyldes sjældent én enkelt hændelse. Terapi kan hjælpe jer med at grave dybere og forstå de underliggende mønstre, som har udviklet sig over tid. Måske ligger der gamle sår, barndomsmønstre eller tidligere oplevelser, som påvirker jeres måde at være i forholdet på. Ved at få indsigt i disse mønstre kan I arbejde på at ændre dem.
4) Genopbygning af tillid og følelsesmæssig forbindelse
Tillid er grundstenen i ethvert sundt parforhold, og det kan være svært at genopbygge den, hvis den er blevet brudt. Parterapi giver jer mulighed for at bearbejde de smertefulde følelser og genskabe en tryg, emotionel forbindelse. I lærer at skabe nye, positive minder sammen og langsomt genopbygge den tryghed, der er gået tabt.
5) Afklaring og planlægning af fremtiden sammen
Under en krise kan det være svært at se en vej frem. Parterapi kan hjælpe jer med at tage en afklarende samtale om jeres ønsker og behov – både individuelt og som par. Sammen kan I lægge en plan, der fokuserer på enten at skabe et stærkere fundament for jeres forhold eller en respektfuld afslutning.
Få hjælp med parterapi
Hvis I står midt i en krise i parforholdet og ønsker at finde en vej frem kan parterapi være lige netop den støtte, I har brug for. Uanset om det betyder at blive sammen eller at skilles på en god måde.
Mit mål som parterapeut er at skabe en tryg ramme, hvor I begge får plads og mulighed for at udtrykke jer.
Book en tid hos mig ved at sende en mail til emma@emmavo.dk.
Kilder:
Psykiatrifonden: Hvad er en krise?