Tvivl i parforholdet handler typisk om, at du har uforløste drømme eller urealistiske forventninger til din partner, parforholdet og kærligheden. Tvivlen kan på den ene side være et tegn på dybere problemer, der handler om dig selv eller relationen til din partner, og på den anden side være en helt naturlig del af det langvarige parforhold og tilværelsen i det moderne samfund.
Du har sikkert hørt vendingerne: ”Hvis du er i tvivl, er du ikke i tvivl” eller ”Hvis du tvivler, er din partner den forkerte”. Men når du tvivler på om, du har valgt den rette partner, betyder det langt fra, at I skal bryde op og gå hver til sidst. Tvivl og splittelse er en naturlig del af tilværelsen, og i det langvarige parforhold vil der være perioder, hvor tvivlen nager. Kærligheden i det langvarige parforhold kræver nemlig opmærksomhed og aktive handlinger.
Er det normalt at tvivle på sit parforhold?
Tvivl dukker næsten altid op i det langvarige parforhold på et eller andet tidspunkt, og tvivl er helt normalt i perioder. Det er ganske almindeligt at spørge sig selv: ”Er jeg i det rigtige parforhold?”, ”Er jeg sikker på, at vi to skal leve sammen til vores dages ende?” eller ”Er der en anden derude, der passer bedre til mig?” – og faktisk kan det være helt fint at stille sig selv de spørgsmål og reflektere over, hvorvidt du er tilfreds med livet og dit parforhold. Dog kan tvivlen også blive uhensigtsmæssig og opslidende, og som par kan det være en rigtig god idé at søge hjælp, hvis tvivlen tager overhånd.
Det moderne samfund bidrager til den eksistentielle tvivl, idet det bærer præg af en individualistisk kultur, hvor fænomener som YOLO (You Only Lives Once) og FoMO (Fear of Missing Out) gør det svært at stille sig tilfreds med tilværelsen, som den er. De mange valgmuligheder kan medføre en radikal usikkerhed og tvivl. Som psykologiprofessor Svend Brinkmann påpeger handler livet i dag om at opleve så meget som muligt, udvikle sig så meget som muligt og forbruge så meget som muligt. Vi frygter, at vi går glip af noget – og vi går med sikkerhed glip af noget, når vi tilvælger det langvarige, monogame parforhold.
Vi vil ikke kede os eller nøjes, og vi søger spændingen og forfølger vores impulser. Men det er min opfattelse, at når vi centrerer os for meget omkring os selv og vores egne behov, risikerer vi at skubbe andre mennesker væk, og dermed trækker vi os fra den mulighed, der ligger i det langvarige parforhold. Nemlig muligheden for at blive trygge, elskede og bevidste individer.
Herunder giver jeg 7 bud på, hvorfor tvivl i parforholdet kan opstå. Til sidst giver jeg en række bud på, hvordan du kan håndtere tvivlen.
1) Når forelskelsen fordamper
Efter det første års tid fordamper forelskelsen, og hverdagen rammer. Kærligheden og lysten føles anderledes, og det kan måske få tvivlen til at dukke op. Forelskelse er en helt særlig fornemmelse, og faktisk er det en kemisk cocktail i hjernen, der består af kærligheds- og belønningshormoner. Det får dig til at se alt det positive og skønne ved din partner, og samtidig handler det om artens overlevelse, idet det giver dig lyst til at formere dig.
Når forelskelsen ebber ud, er det for alvor tid til at lære din partner at kende. Det hele er ikke rosenrødt længere, sexlysten daler og skyggesiderne begynder så småt at vise sig. Det, du ved første øjekast fandt tiltrækkende ved din partner, kan pludselig virke frastødende. I denne overgang, hvor forelskelsen skal udvikle sig til kærlighed, kan du blive i tvivl om forholdet er det rigtige. Forelskelsens blindhed forsvinder og skal nu erstattes af kærlighed, accept og empati, hvis I skal lykkedes som par. Du skal nu aktivt vælge din partner og arbejde på at fastholde kærligheden, relationen og intimiteten.
For at fastholde jeres forbindelse, kemi og intimitet er det vigtigt, at I prioriterer jeres parforhold og sætter aftaler i kalenderen. Fokusér på at have det sjovt sammen, styrke tilliden og åbenheden imellem jer. Det er også en god idé, at I får en snak om jeres værdier og forventninger for fremtiden.
Læs også: Hvad er ægte kærlighed? Forskellen på forelskelse, kærlighed og begær.
2) Du oplever parforholdet som begrænsende
Hvis du oplever parforholdet som begrænsende for din personlige uafhængighed, frihed og drømme, er det nemt at se din partner som en kedelig eller irriterende frihedsberøver. Tvivlen og de mange muligheder uden for parforholdet sniger sig ind på dig, og mon ikke græsset er grønnere et andet sted. Du har overvejet den frihed og alle de muligheder, som du ville have, hvis du ikke var sammen med din partner, og det skaber afstand og tvivl i parforholdet.
Det er vigtigt at inddrage din partner i dine tanker og følelser løbende for at undgå denne udfordring. Snak om parforholdets rammer, jeres forventninger og drømme. Hvilke drømme har I for jer selv og parforholdet? Måske drømmer du om at rejse til New York i morgen? Måske skal I leve i et åbent parforhold? Måske skal I bo hver for sig? Måske skal I rejse jorden rundt sammen? Hvordan får I mere frihed og individuel udfoldelse ind i jeres parforhold?
Læs også: Er vi for forskellige?
3) Du har urealistiske forventninger
Overalt i mainstreamkulturen bliver vi fortalt, at forelskelse og sex er altafgørende for det gode parforhold. Derfor er det nemt at skrue forventningerne op – og faktisk ender mange med at have urealistiske forventninger til kærlighedslivet og parforholdet.
Nogle kalder det disneyficering eller hollywoodificering af kærligheden. Romantiske komedier fylder os med billeder af den stormfulde forelskelse og ”de levede lykkeligt til deres dages ende”. På Instagram bliver vi bombaderet med smukke par, der har det perfekte parforhold, og vi tror, at alle andre har det meget bedre. Men lad os lige være realistiske – at fastholde kærligheden og intimiteten i det langvarige parforhold er svært. Og ja, det er helt normalt, at have skænderier i hverdagen samt konfliktfyldte eller kedelige perioder i parforholdet. Det kræver en indsats som par at bevare og fastholde den kærlige kontakt.
4) Du keder dig og savner begær
I det langvarige parforhold vil der opstå perioder, hvor du keder dig og savner nærvær, spænding, lyst og begær. Det kan måske få dig til at tvivle, når kedsomheden melder sig, og intimiteten er fraværende. Du kender hverdagens rutiner, og du og din partners adfærd er blevet ensformig. Det hele går op i praktiske gøremål, I ser lidt for meget Netflix på sofaen, og der er knap så meget spontanitet og romantik.
Ifølge den amerikanske psykoterapeut Esther Perel hersker der et nærmest dualistisk forhold mellem tryghed og lidenskab. På den ene side har vi tryghed og stabilitet og på den anden side spænding, begær, eventyr og uforudsigelighed. Dermed bliver trygheden og rutinerne i parforholdet hæmmende for spændingen, og forudsigeligheden bliver en lystdræber. Vi ønsker forudsigelighed, stabilitet og tryghed, og drømmer altså samtidig om det ukendte, eventyrlige og lystfulde.
For at skabe mere spænding skal du forsøge at genopdage din partner og finde nysgerrigheden frem. Stil nye spørgsmål og se hinanden i nye situationer. Din partner har helt sikkert sider, som du ikke er bekendt med. Det er vigtigt at få talt om i fællesskab, hvordan I kan gøre jeres parforhold mere interessant. Der er mange myter omkring sex. Lyst og begær er sjældent spontant og impulsivt i det langvarige parforhold. Sexlysten er generelt langt mere responsiv, hvilket betyder, at alt fra hverdagspraktik, børn, fødsler, arbejde og psykisk helbred spiller ind i lysten.
Er I enige om rammerne for jeres parforhold? Kan I dyrke nye aktiviteter sammen eller hver for sig, der kan øge spændingen? Hvad øger din sexlyst? Hvad hæmmer din sexlyst? Hvor vil I gerne hen med jeres sexliv? Har I respekt og tillid til at udfolde jer?
Læs også: 5 råd til bedre kommunikation i parforholdet
5) Du tænker på en anden end din partner
Du tvivler på dit parforhold og din partner, fordi du tænker på og drømmer om en anden. Det er helt naturligt at blive draget af andre mennesker, og det betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt med dit parforhold. I nutidens samfund møder vi hele tiden nye og spændende mennesker, som vi potentielt kan blive forelsket i og tiltrukket af.
Når du tænker på en anden end din partner, kan det dog også være en alarmklokke. Du bliver draget af noget hos denne anden, som du mangler og savner i dit eget forhold. Undersøg, hvad det er, du mangler i dit parforhold og inddrag din partner. Måske kan I finde nye sider af hinanden, der kan styrke jeres forhold. Det kan også være, at I som par skal arbejde på at skabe en dybere kontakt.
6) Din tilknytningsstil gør dig til en tvivler
Tvivler du næsten altid på kærligheden og valget af din partner? Så hænger det sammen med dine tidlige erfaringer omkring kærlighed. Tvivlere har ofte en utryg tilknytning, idet de som børn var usikre på deres forældres adfærd, der enten var svære at gennemskue eller meget dominerende. Du har måske aldrig lært at stole på dig selv og dit indre kompas.
Hvis du er en grundlæggende tvivler, tror du bevidst eller ubevidst, at du bliver forladt på et eller andet tidspunkt. Som utrygt ambivalent tilknyttet har du brug for at blive bekræftet og anerkendt konstant for ikke at tvivle. Hvis du derimod er utrygt undvigende tilknyttet holder du en ubevidst distance, der gør kontakten til din partner utilfredsstillende og tvivlsom.
Læs mere om tilknytning og parforhold her.
7) Opslidende konflikter
Du oplever, at I har de samme opslidende konflikter igen og igen. Det tærer på kærligheden og relationen, og det får dig til at tvivle. Det kan være alt fra opvasken til større temaer, der udløser et skænderi. Det er helt normalt at have konflikter, men hvis I som par ikke får samlet op og repareret, så hober de sig op og bliver ødelæggende. For det er ikke antallet eller graden af konflikter, der er afgørende, det er jeres håndtering og reparationer, der er afgørende.
Ofte følger skænderierne et mønster, som udspiller sig hver evig eneste gang. Det kan du læse mere om her: De 3 typiske konfliktmønstre i parforholdet.
Sådan håndterer du tvivl i parforholdet
1) Hav realistiske forventninger
Hav realistiske forventninger til din partner, parforholdet og kærligheden i det langvarige parforhold. Kærligheden er også forbundet med konflikter, kaos og svære perioder. At være i et fast parforhold kræver aktive handlinger, vedholdenhed og et stærkt venskab.
2) Undersøg og forstå tvivlen
Du kan vælge at arbejde med tvivlen selv eller i terapi. Nogle gange er tvivl i parforholdet et tegn på et dybere problem, som du skal arbejde med. Hvis du og din partner tør bevæge jer et spadestik dybere, gemmer der sig ofte muligheden for en stærkere forbindelse og tilknytning, der hæmmer tvivlen. Når du tør bevæge dig ind i de dybe følelser, sårbarheden og forsøger at forstå bagagen fra fortiden, bygger du en langt stærkere bro og forbindelse til dig selv og din partner.
3) Accepter og normaliser tvivlen
Du kan vælge at anskue tvivlen som en naturlig del af det langvarige parforhold og tilværelsen i det moderne samfund, hvor valgmulighederne er uendelige.
Ifølge sociologen Anthony Giddens fremstår samfundet mere ustabilt sammenlignet med tidligere tider, og individet udfordres til at skabe sig selv, til- og fravælge relationer og konstant træffe valg. Giddens mener derfor, at individualiseringen medfører en radikal usikkerhed og grundlæggende tvivl, hvor vi konstant kan vælge noget andet. I et samfund hvor individuelle præstationer hyldes, kræver det mod at vende sig mod andre for at få følelsesmæssig støtte og tryghed. Det kræver mod at erkende, at du ikke er selvtilstrækkelig, men dybt afhængig af det potentiale for tryghed, nærhed og kærlighed, som dine relationer og dit parforhold besidder.
Når du ser tvivlen som en naturlig del af livet, kan du arbejde på at acceptere den og bruge den konstruktivt. Hver dag er en ny mulighed for at tage et aktivt valg og slippe tvivlen for en stund. Du kan derfor tilvælge din partner igen og igen. Tvivlen kan let opstå, når du fokuserer på alt det, du ikke har eller går glip af. Fokuser på dét du har og tag et aktivt valg om at blive eller gå.
4) Når tvivlen betyder, at det er slut
Tvivl kan være utroligt opslidende, og det nytter ikke noget at lade et øjebliksbillede eller et skænderi fodre tvivlen. Når du skal vurdere dit parforhold må du gå ud fra en længere periode. Se tilbage på det sidste års tid og vær realistisk i din vurdering. Hvordan har du haft det med din partner? Har I haft det godt? Har du været tilfreds? Støtter I generelt hinanden? Har du forandret dig uhensigtsmæssigt meget, eller kan du være dig selv? Er der noget at kæmpe for? Hvad gjorde, at du faldt for din partner? Hvad gør din partner til den rette for dig? Kan du eller I ændre på tingene?
5) Søg hjælp, når tvivlen fylder for meget
Fylder tvivlen for meget? Slider den på dig og dit parforhold? Ønsker du at blive bedre til at håndtere tvivlen i dit parforhold og kærlighedsliv? Kontakt mig på emma@emmavo.dk, hvis du eller I ønsker hjælp. Jeg tilbyder parterapi i Kolding eller online.
Kilder:
Andersen, Heine og Lars Bo Kasperesen (2007): Klassisk og moderne samfundsteori, Hans Reitzels Forlag
Brinkmann, Svend (2014): Stå fast, Gyldendal Business
Perel, Esther (2016): Erotisk intelligens, Gyldendal